I Helligåndskirken er EK’s Mesterafdeling i gang med at udføre renoveringsarbejder herunder ombygning af stengulvet. Kirken er beliggende ved Amagertorv, der er en del af Strøget. Kirken er opført mellem 1400 og 1450 og genopbygget 1730-1732 efter branden i København 1728.

I årene 1872-1880 fik kirken sit nuværende udseende efter en gennemgribende renovering og herunder etablering af en etagedækskonstruktion udført i træ. Denne renovering blev foretaget af arkitekt H.B. Storck.

Det har i mange år været et stort ønske for Helligåndskirkens menighedsråd at etablere et nyt stengulv i kirken til afløsning af det eksisterende blå, ”væg til væg” nålefiltstæppe fra 1973, som skjulte H.B. Storcks trækonstruktion. Det nye gulv skal lægges med Ølandssten, som netop er udvalgt nøje fra Mysinge Stenbrud i Sverige.

Under besøget på Øland har arkitekt og menighedsrådet udvalgt sten og farvesammensætning på de 50 x 50 cm store fliser, som fremtidigt vil skabe et nyt gulv i Helligåndskirken.

Ud over udskiftning af gulvbelægningen i kirkerummet, udskiftes også gulvet i forhallen, våbenhuset/Chr. 4.’s indgang og dele af sakristiet.

I forbindelse med afgravning for terrændæk har Nationalmuseet fundet knogler og et teglstengulv fra et tidligere gravkammer.

Den spændende opgave udføres i samarbejde med arkitekt Bolette Marott, Rønnow Arkitekter A/S og Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S.