EK skal ombygge Mændenes Hjem på Vesterbro. Ejendommen i Istedgade, der blev opført i 1961, har ikke været gennemgribende renoveret siden og skal nu gennemgå en totalrenovering.
Mændenes Hjem er en selvejende institution, der fra ejendommen i Istedgade og flere andre adresser på Vesterbro driver en række social- og sundhedsfaglige tilbud efter aftale med Københavns Kommune. Dagligt henvender 5-700 besøgende sig, og døren er altid åben for udsatte mennesker. Brugerne, som siden 2017 også har omfattet kvinder, kan komme lige ind fra gaden uden henvisning og få både langsigtet og akut hjælp.
Med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Københavns Kommune udvides ejendommens areal med en tredjedel – blandt andet ved at tilføje en ekstra etage. Det giver plads til større værelser, hvoraf nogle får eget bad. Der oprettes en ny sundhedsafdeling med flere senge samt lokaler til møder og administration. Kontaktstedet ved indgangen får også flere kvadratmeter, og en ny gårdhave skal give brugerne et roligt uderum.
Totalrenoveringen forventes påbegyndt i januar 2021 og afsluttet i 2022. Opgaven udføres i samarbejde med Albjerg & Buchardt Arkitekter samt Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S.