Her sidder Svend, Thommas og Magnus. Svend (i midten) har i år rundet de 75 år, men er stadig aktiv murerformand i EK. Han er også på kontoret en gang imellem, for Svend har i mange år været medarbejderrepræsentant i EK’s bestyrelse.
Svends far – Anton – var også murer i EK. Det var Antons far – Anton Hannibal -også.
Til venstre for Svend sidder hans søn, Thommas, som er murermester i vores restaureringsafdeling – naturligvis udlært murer.
Til højre for Svend sidder Thommas’ søn Magnus, som i 2021 blev udlært murer og lige nu arbejder på renoveringen af Sølvgade 30 i København sammen med sin farfar.
Med alle de uddannelsesvalg de unge har i dag, har Magnus altså valgt samme uddannelse som sin far, farfar, oldefar og tipoldefar.
Det er ikke usædvanligt, at unge uddanner sig på samme niveau som deres forældre. Men specielt inden for de erhvervsfaglige uddannelser er arveligheden særligt stærk. Blandt de faglærte unge har mere end 70 procent mindst én forælder, der også er fagligt uddannet, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som samtidig foreskriver, at der i 2030 kommer til at mangle 99.000 faglærte i Danmark.
Men når der bliver færre håndværkere, bliver der også færre unge til at følge i fars eller mors fodspor.
Trods mange kampagner for at vække de unges interesse for de erhvervsfaglige uddannelser er det stadig svært at rekruttere de unge.
I 2023 har 19,4 pct. af de unge valgt at søge ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, hvilket er et fald på 0,6 pct. i forhold til 2022.
At rekruttere dygtige håndværkere til at bygge fremtidens Danmark, kræver, at branchen selv går forrest og stiller tilstrækkeligt med lærepladser til rådighed. I EK uddanner vi i gennemsnit 13-17 lærlinge om året. Vi deltager bl.a. i DI’s Lærerpladsfællesskab, der samler viden på tværs af virksomheder, brancher og landsdele. Internt i EK vidensdeler vi i vores lærlingeudvalg.
I EK vil gerne bidrage med at bringe fokus på stolte håndværkstraditioner, og vi synes historien om familien Matthisen er en af dem. Imens fortsætter Svend, Thommas og Magnus med at renovere de gamle bygninger i København.