Efter 41 ½ års ansættelse i EK har vores tidligere tilbudschef og nu chefkonsulent valgt at gå på pension. Det blev markeret ved en intern reception på hovedkontoret fredag den 1. marts 2019.

Mogens er uddannet bygningsingeniør og beskæftigede sig i de første 10 år med byggeledelse. Herefter blev han tilbudschef med ansvar for prækvalifikationer og teamdannelser med rådgivere. Han har i mange år været aktiv i forskellige udvalg og bestyrelser i Dansk Byggeri.

Mogens fik mange rosende ord med på vejen fra både ledelse og kolleger. EK siger ikke alene farvel til en kompetent medarbejder, men også til en lederskikkelse, der i sin tid som tilbudschef fik sat sit aftryk som en samlende kraft i afdelingen. Mogens har styret sin tilbudsafdeling igennem skiftende konjunkturer i branchen med dygtighed, ordentlighed og en humoristisk tilgang til udfordringerne. Det er blevet belønnet med Den Kongelige Belønningsmedalje med krone. Selvom Mogens går på pension, vil han dog stadig være tilknyttet virksomheden som konsulent på udvalgte opgaver.






Læs flere nyheder