Det er de færreste, der har et 60 år langt arbejdsliv og tilmed i samme virksomhed. Arly Sennenvald har netop rundet sit 60 års jubilæum i EK og skrev dermed historie som den første 60 års jubilar i virksomhedens historie, der tog sin begyndelse i 1907.

Arly startede som arbejdsdreng i EK's smedeafdeling den 8. juni 1960 og kom senere i lære som smed. Han har gennem årene været ansat i smedeafdelingen som driftsleder og senere som smedemester og produktionsdirektør.

I dag arbejder Arly på deltid, men yder stadig en dygtig indsats med ledelse af mindre byggeopgaver og support omkring alu- og smedearbejde til resten af organisationen.

Vi ønsker Arly stort tillykke med jubilæet og glæder os til at fortsætte samarbejdet.